Om bogen Transformation, som blev udgivet på forlaget Sohn i 2013

Forhistorie
Aarhus Godsbanegård blev indviet i 1923. Den 30. marts 2012 blev den atter officielt åbnet, denne gang ikke som godsbanegård, men som kulturproduktionscenteret Godsbanen. Imellem disse to tider ligger en lang historie for bygningerne og for byen. Sider heraf er beskrevet i rapporten Århus Godsbanegård – historie og kulturarvsanbefalinger (2009. Redigeret af stadsarkivar Søren Bitsch Christensen).

Aarhus Kommunes vision i samarbejde med Realdania blev fulgt op af en totalentreprisekonkurrence, som blev vundet af Hans-Ulrik Jensen A/S (HUJ A/S), der havde tilknyttet Exners Tegnestue A/S (nuværende E+N Arkitektur A/S) og 3xNielsen A/S til projektet. Byggeriet begyndte august 2010.

Den opgave at fotografere Godsbanegårdens transformation fik jeg af kulturrådmanden i Aarhus Kommune, Marc Perera Christensen, der henvendte sig på baggrund af mine to tidligere fotodokumentationer fra Aarhus: Dokken. En forsvunden verden (2008) og Adskillelser. Ceres - et bryggeri forsvinder (2011).

I lyset af mangeårige projekter centreret om den mundtlige overlevering (oral history) blandt arbejdere havde jeg flere tilskyndelser til at påtage mig opgaven. Temaet transformation indebærer transformatorer: de udførende arbejdere. Det er dem, der overfører kommunens visioner og arkitekternes tegninger til materielle former; det er dem, der forandrer det gamle og frembringer det nye. Disse processer, der oftest er upåagtede i offentligheden, ville jeg gerne dokumentere på en fortællende og æstetisk måde. Hertil kommer, at Godsbanegården er fotografisk interessant som arkitektur og som en arbejdsplads, med nedbrydning fulgt af opbygning, kaos af ny orden. De forandringer ville jeg gerne følge for at dokumentere dem som eksempel på forvaltning af en kulturarv, forstået som et mangesidigt, kulturelt bevarende og nyskabende arbejde.

Internationalt set forbinder en sådan fotografisk dokumentation sig med beslægtede projekter i udlandet. I vor tid er industriens afvikling et udbredt vestligt fænomen: forladte industribygninger står mange steder som ruiner eller som en arv, der bliver forandret og derigennem bevaret som rammer om nye funktioner. Således rækker fotoprojektets perspektiver fra det lokale til den omgivende verden – samstemt med kommunens visioner for Godsbanen, sådan som projektleder Lars Davidsen har formuleret dem i det efterfølgende interview.

Under arbejdet kom den ene håndværkergruppe efter den anden til, og hver gang opstod en ny fortælling. Således gav hver fase i byggeriet nye kriterier for, hvad der var væsentligt at dokumentere ned i de mindste detaljer og op til den største nybygningskonstruktion, interiører såvel som eksteriører, med fotografiske udsigtspunkter varierende fra jordniveau til stillads, tagryg, kran og el-lift – så fjernt bliver bragt nært og nært på stor afstand.

I forhold til det fortællende i fotograferingen gælder det med arkitekten Finn Larsens ord, ”at i princippet er alle detaljer bevaringsværdige”. Også alle arbejdsprocesser kan anskues under det perspektiv. Med intens opmærksomhed kan man iagttage enhver bevægelse og forundres over dens forvandlende virkninger. Det nu, man iagttager, har en ukendt fremtid for sig, og deraf opstår en spændt forventning, som driver en til at komme igen og igen for at følge forandringerne, som de vokser frem.

Fotograferingen begyndte den 26. oktober 2010 og sluttede i det væsentlige den 30. juli 2012. Arbejdspladsen er blevet fulgt gennem 130 dage med over 3.000 analoge fotografier i sort-hvid og farve som resultat. Hensigten har ikke kun været at dokumentere et før og et efter, men selve omformningen og således frembringe et arkiv over transformationens historie. Arkivet er blevet så omfattende, at kun en lille del kan gengives her.

Om udvælgelsen af fotografier
Man kunne lave en bog udelukkende om kobberarbejdet på taget med tårne, tagrender og skotrender, om hovedbygningen og hallerne, om nybygningen med alle dens støbeprocesser og rumopbygninger, om lysets vandringer i hallerne, om detaljer i det gamle byggeri og i det nye. Men når arbejdsprocesser og arkitektoniske forandringer strækker sig over halvandet år, må man prioritere og foretage forkortelser. Det er en vanskelig proces, fordi udeladelser er som at forbigå mennesker og steder, man holder af – indtryk, man gerne havde delt med andre. En kort serie af fotografier kunne have vist forløbet, når murerlærlingen lægger sålbænke under vinduerne på hovedbygningens sydgavl eller en lille mosaik af murbrokker i betonen på 2. sal; når mureren banker åbningerne ud til elevatorskakten; når tømrerne transformerer hugsten fra en svensk fyrretræsskov til gulve i nybygningens scenerum. Og sådan kunne det fortsætte.

I bogen har kobberarbejdet på hovedbygningens tag fået en særstilling, fordi det er en håndværksmæssig sjælden historie om længevarende arbejde, hvor håndværkeren lægger lag på lag – en arbejdsmåde, der rækker tusinder af år tilbage. Og udvælgelsen følger blikkenslageren Michael Markmanns ord om en af de færdige tagryttere: ”Det spændende er processerne. De kan ikke ses, kun resultatet.”

Nybyggeriets historie kommer her ikke til sin fulde ret. Det var en lang og krævende proces med ufattelig mange ikke kun fotografiske udfordringer. Hver fase i nybygningens udvikling, indtil taget var færdigt, kunne man betragte fra jorden, hovedbygningens stilladser og etager eller fra kranen. Hver position gav forskellige perspektiver. Da tagets første lag var støbt, fordoblede motivverdenen sig i et ydre og et indre rum, ikke på én gang, men gradvis forskudt. Inden da har man under tagets forskallingsbrædder stilladserne: et rum af lys og skygge.

I bogen er betonarbejdernes virke blevet fremtrædende på bekostning af andre gruppers arbejde udenfor og indenfor. Bygningens indre rum er repræsenteret ved foyeren med fokus på de arkitektoniske forandringer.

Når stedet bliver taget i brug, ændrer motivverdenen sig så radikalt, at en ny anskuelsesmåde bliver nødvendig. Menneskene i rummene virker ikke længere ændrende på arkitekturen, men får betydning i og med deres funktionsbestemte placering i rummene. En ny form for dialog og fortælling begynder, og den kalder på en anden form for fotografisk sansning og et andet fotografisk udtryk. Enkelte billeder efter indflytningen er dog medtaget –­­ for at vise kontrasten, hvor den er mindst.

Om redigeringen
Bogens hovedstruktur følger arkitekturens: hovedbygningen med dens etager og mezzaniner, syd- og nordhallen, nybyggeriets ydre og indre rum og gårdrummet mellem alle bygningerne.

Fotografierne er valgt, så de følger denne struktur, alle markeret med dato og årstal. I de enkelte afsnit er rækkefølgen hovedsageligt kronologisk, men i visse tilfælde brydes den, så man straks får kontrasten mellem før og nu. Desuden brydes hovedstrukturen af en lille serie af gruppebilleder. Det er en gammel tradition i arbejderfotografiets historie at samle og fotografere arbejderne på pladsen. Arbejderne står her med navns nævnelse, samtidig med at de repræsenterer hver deres arbejdsmæssige kollektiv. Datoerne har her stor betydning på grund af den hyppige udskiftning blandt arbejderne – afhængig af løn- og arbejdsforhold og byggeriets udvikling. Et gruppebillede repræsenterer kun dem, der var der dén dag eller i dét givne tidsrum.

Endelig brydes og forbindes billedrækken af flere tekster. For at kunne forbinde fotoarbejdet med byggeriets kulturpolitiske og arkitekturfaglige sammenhænge har jeg interviewet projektleder Lars Davidsen, Aarhus Kommunes kulturforvaltning, og arkitekterne Finn Larsen, Exners Tegnestue A/S og Torben Østergaard, 3xNielsen A/S. Interviewene, hvorfra der undervejs er hentet citater, indgår i forkortet form.

For at kunne forstå de arbejdssituationer, man som fotograf møder, er arbejdernes medvirken uundværlig. Derfor indgår tekster om forholdene, som bygger på, hvad arbejdere har fortalt under fotograferingen, eller når vi mødtes på pladsen eller i skurvognen. Det drejer sig dels om korte samtaler (selv om en af murersvendene en dag i forbifarten bekendtgjorde: ”Her kommer tidsrøveren”), dels om nogle lidt længere samtaler og to kortere interviews på bånd, som fandt sted i skurvognen med tømreren Michael Blichfeldt og elektrikeren Søren Hellqvist. Hvad arbejderne i øvrigt kunne fortælle om Godsbanens transformation, ligger som hovedbygningens nu skjulte trækonstruktioner ”præserveret for fremtiden”.

Godsbanen som motivverden
I og med opgaven fik jeg en særegen arbejdsplads og motivverden foræret. Arkitekternes beskrivelser af byggeriet angår også fotograferingens rammer og mulige emner. Arkitekten kan sige: ”De originale kviste er bevaret”; fotografen må vise, hvordan de bliver det, og hvem der gør det.

At fotografere er for mig ikke, som man siger, ”at tage” et billede, men at bringe sig i et dialogisk forhold til netop de mennesker og steder, der bliver fotografiets motiv. Som Morten Nielsen, en af tømrerne, sagde: ”I begyndelsen var det noget mærkeligt noget, at du kom og tog billeder konstant. Det var man ikke vant til.” Og makkeren Bent Jeppesen føjede til: ”Vi er meget anonyme. Det er ikke os, der træder i forgrunden, når tingene er færdige. Det er jo bare arbejde – så videre til det næste. Det er sjældent at møde en, der er interesseret i det, vi laver, så man kommer til at tænke over nogle ting, som man ellers ikke overvejer, og man får at vide, hvad andre tænker – ellers går man bare og arbejder.”

Et fotografi betegner et standset øjeblik. I arbejdets verden får øjeblikket sin visuelle kraft fra arbejdsprocessernes dynamik og virkninger. Øjeblikket rummer dermed en fortællende dimension, som fotografen kan følge og få ny inspiration fra. Det er fotografens tilbagevendende udfordring at gribe den flygtige bevægelse, der er karakteristisk for den givne arbejder i det givne arbejde.

Hvad der den ene dag kan stå upåagtet hen, kan den dag, det er forsvundet, vise sig som bemærkelsesværdigt for det indre blik. Når derimod noget af det gamle afdækkes og træder frem med en stoflighed og farverigdom, som kun tidens gang kan afsætte, står det et øjeblik som forladt af sine omgivelser. Da får man øje for dets forgængelighed, sætter ind med en redningsaktion og går opløftet videre.

Transformationer kan både tildække og afdække historie. Arbejdsprocesser lægger sig som lag på lag, de øverste skjuler de underliggende. Som en serie af røntgenbilleder kan fotografi dokumentere de forskellige foreløbige faser. De processer, der er skjult i resultatet, holdes derved æstetisk i live – for de arbejdende som en erfaring om det midlertidige og processuelle i ethvert arbejde, for iagttagere som en dokumentation heraf.

I nybygningen gør en anden dobbelthed af tildækket og afdækket sig gældende i tagkonstruktionen. Set fra tagets overflade er den første støbning skjult under alle de efterfølgende processer frem til den beton, man kan gå på. Men set inde fra bygningens foyer er det ældste, inderste lag beton det først synlige i form af loft og vægge. Her træder betonen frem med alle de ujævnheder og ”fuglereder”, som følger af betonens og støbeprocessens kvaliteter. Og just dét er betonens æstetiske fortrin.

En motivverden er også en social verden, der rummer flere historier. Tiden har ikke kun efterladt smukke hetzerbuer fra 1923. Under dem er der spor af mange forskellige former for arbejde. Anden verdenskrigs besættelse har også efterladt sig tegn. ”Man går på lofterne, og så finder man sådan en lille bog: Der Dom zu Magdeburg,” fortæller elektrikeren Søren Hellqvist og viser mig bogen: ”En tysk soldat har fået sendt den her lille bog. Nogen finder en toøre, putter den i lommen, og så er det hans lykkemønt. Historisk interesse kan du ikke undgå med sådan noget som det her, der har haft og har en funktion.”

De første arbejdere i ombygningens tid måtte rydde op efter hjemløse, der havde indrettet ”små lejligheder”, hvor de kunne være i tørvejr. I marts 2012 stod elektrikeren for anden gang ved døren i nordhallen og ordnede kablet til el-låsen. Døren havde været brudt op, og en hjemløs havde benyttet sig af adgangen og fundet et sovested. Til oprydningen i august 2010 hørte også brugte kanyler. I oktober 2011 mødte arbejdere om morgenen kanyler og blodpletter på væggen i sydhallen. Den røde farve vil altid ligge under den hvide maling som et usynligt spor af bygningens historie.

Hvad fotografen kunne kalde sin ”motivverden”, er jo arbejdernes arbejdsplads. Og som fotograf fik man især i det gamle byggeri mange kommentarer om de æstetiske og håndværksmæssige kvaliteter i byggeriet. Flere gjorde sig også tanker om, hvad bygningerne skal bruges til. Som tømreren Morten Nielsen sagde: ”Når jeg går her, tænker jeg på dem, der skal sidde ved computeren. Det ville være synd, om de ikke havde et sted at sidde – det sørger jeg for.”

At det også blev fotografens arbejdsplads, blev markeret en dag i maj på taget af nybygningen. Beton’erne kommer gående sammen, ser på fotografens sommersko og siger: ”Næste gang træder vi dig over fødderne.” Siden forlod sikkerhedsskoene hende ikke.

Hvad fotografiet ikke kan vise
Man kan dokumentere det konkrete arbejde med materialerne, men man kan ikke synliggøre arbejdsforholdene, lønnens størrelse, humoren og slagfærdigheden. Derfor har jeg lyttet til og talt med flere af arbejderne og redigeret nogle af notaterne – også for at undgå, at arbejdsforholdene skulle gå i ét med den æstetisk smukke arkitektur.

Og dog kan man opdage tegn på forholdene. En dag hænger et HUJ-banner på hovedet inde i nordhallen med teksten: ”Vi står på hoved for dig!!” Eller når betonarbejderne afslutter første betonstøbning på den del af taget, der hælder 30 grader, med en hilsen til projektlederen på pladsen: ”Værsgo Peter Bach.” Disse markeringer findes nu kun fotografisk. Beton’ernes og tømrernes efterfølgende arbejde har dækket ordene til, så de ligger som tidslommer, der en dag kan blive fundet af nye generationer af arbejdere, som skal bryde ned for at bygge nyt.

På billederne af denne første støbeproces kan man se, at arbejdet krævede styrke og udholdenhed, men man kan ikke se, at i fire dage stod tre af arbejderne op omkring kl. tre og kom hjem ved sekstentiden. Ej heller kan man se alle de forberedelser og det tankearbejde, det krævede, og trætheden bagefter.

Tiden kan man ikke fotografere. Man kan ikke vise, hvor ofte arbejdere har måttet gøre noget to gange på grund af dårlig tilrettelæggelse, eller de tre måneder, der gik inden beslutningen om delvis at reparere hovedtårnet blev taget. Ej heller, at inden murerlærlingen havde fået besked på at bygge væggen op mellem mezzaninen og nordhallen, havde regnvandet nået at løbe ind over loftet nedenunder, så det skulle lægges én gang mere.

Fotografiet kan dokumentere tømrernes arbejde med at lave ruminddelinger og vise rum med og uden lydisolerende Troldtekt over gipsen. Forskellene i farve kan ses, men forskellene i rumklag kommer ikke med. Tømrerne i nordhallen var meget opmærksomme på det og demonstrerede virkningen fra rum til rum.

Mens arbejdet foregår, lyder og genlyder rummene af de forskellige håndværks specifikke lyde: hamren og banken, svejsningens knitren, savens motorlyd og sømpistolens voldsomme knald. Hertil de stille lyde, som når elektrikerne trækker ledninger, mureren stryger cement på mursten, blikkenslageren lodder kobberplader sammen, når kosten stryger hen over det sidste lag beton, eller når malerens rulle glider henover stolpen. Nogle dage lyder kun radioen på gangen, men så ved man, at der er nogen, eller at de snart kommer.

Det sidste billede?
Jeg havde besluttet at holde inde med fotograferingen, når arbejderne forlod pladsen. Jeg troede, at det ville ske omkring den officielle åbning 30. marts 2012, som jeg overlod til pressefotograferne. Så den 22. marts har jeg noteret, at ”fotografen holdt i dag”. Men det holdt ikke stik. Byggeriet var ikke færdigt.

Den 2. maj er tre tømrere i gang med reparationer fra indflytningens stød og skrammer. Og elektrikere går stadig og undersøger og etablererer forbindelser i systemerne. Og nybygningsfacaden mod vest er endnu ikke færdig. 12. juni er beton’erne i gang med at støbe rampen på vestsiden af nybygningen. Den 8. juni møder jeg i nordhallen igen elektrikeren Christian Kjærgaard og tømreren Sigurd Rasmussen. Da går det op for mig, at der er en beslægtethed mellem fotografering af en arbejdsplads og arbejderes fortællinger om deres livshistorie: begge udtryksformer er i princippet uafsluttelige. Hvad der ligner et resultat, er, når det kommer til stykket, blot en midlertidig stilstand i en fortløbende proces mellem opbygning og nedbrydning, orden og kaos. Så det er blevet bogens tilrettelæggelse – og materialets omfang – der sætter grænsen for fotograferingen. Endnu i juli var støbningen af rampen langs sydhallen ikke færdig. Det skete 10. august. Den 24. oktober blev de sidste skurvogne kørt væk fra pladsen.

Man ser på det færdige, ensartet røde tag og erindrer murerlærlingen på spærene, og hvordan han lagde tagsten på tagsten, indtil det sidste tomrum var udfyldt. Uden murerlærlingen er det som dødt og forladt – overladt til vejr og vind. Det er med byggeri som med liv: Ét er sikkert – alt forandres.

Fotografier af Aarhus godsbane fra oktober 2010 til efteråret 2012
Udvalgt og redigeret i samarbejde med fotograf Dorte Pedersen

Tak for økonomisk støtte til bogen fra
Aarhus Kommune
Realdania
Den selvejende institution Godsbanen
E+N Arkitektur, Aarhus
HUJ A/S, Auning
Auning Blikkenslagerforretning A/S, Auning
Kusk & Søn, Malerfirma A/S, Randers
Arbejdernes Landsbank, Aarhus
BAT, Aarhus
Dansk Metal, Aarhus
LO-Aarhus
Murersvendenes Klub, Aarhus
Tømrer- og Bygningssnedkernes Brancheklub, Aarhus
3Fs Medie- og Kulturfond
Velux Fonden

Forud for bogen
Denne bog er fra først til sidst resultat af et kollektivt arbejde, og derfor er der mange at takke:

Alle arbejdere på Godsbanen i fotograferingens tid fra 2010 til 2012, fordi I integrerede fotografen og gav motiver, samtaler, vejledninger og socialt liv til fotograferingen, og jer, der hjalp i redigeringsfasen, også efter at I var kommet på andre arbejdspladser;

fotograf Dorte Pedersen for resoluthed og udholdenhed i samarbejdet om udvælgelse og tilrettelæggelse af fotografierne;

fotograf Poul Pedersen for inspirerende og lærerige samtaler;

kulturrådmand Marc Perera Christensen for opgaven og den nødvendige økonomisk støtte til materialeudgifter;

rådmandens sekretær Martin Nielsen for introduktion på Godsbanen;

projektleder Lars Davidsen for administration, samtaler, interview og i det hele taget støtte og interesse fra først til sidst;

arkitekt Finn Larsen, Exners Tegnestue A/S, nuværende E+N Arkitektur A/S for samarbejde om interview og fagligt oplysende samtaler;

arkitekt Torben Østergaard, 3 x Nielsen for samarbejde om interview;

kommunikationskonsulent Ditte Scharnberg og arkitekt Leif Leer Sørensen for engagerede samtaler og vedvarende vejledning;

dokumentarist Lars Henningsen for samtaler og fornyende tanker;

Susanne Ovy Petersen, 3F Aarhus Rymarken for indlevet interesse, støtte og hjælp i forbindelse med ansøgninger;

stadsarkivar Søren Bitsch for en samstemt interesse, også for langtidsbevaring af fotografierne;

Jacob Aaby Harrits for assistance med oversættelsen;

Thora Frello, Digital-Tryk, Randers;

tilrettelægger Mads Wolf, Eks-Skolens Trykkeri;

Forlaget Sohn;

Flemming Harrits for tålmodighed, inspiration, støtte og hjælp i et og alt.