Vælg billedserier her

Smedene og herunder Mikael Petersen er ved at lave rum i hallen. ”Det er noget nyt at lave en bygning i bygningen for at bevare den ydre skal. Når man bygger nyt i stål og det gamle er i træ, så skal det kunne arbejde sammen. Stålet er meget påvirkeligt af kulde og varme. Så et ståltag arbejder meget.

Fundamentet er sunket så meget, som man kan se ved buernes fundamenter i højre og venstre side. De nye støttepiller skal kunne justeres 20-30 mm på 50 år. I dag satte de syle i betonen, som man skal kunne bruge til justering. Stålsøjlerne vejer 40 kg pr. m. Den, der skal rejses, vejer 200 kg. Der skal leveres 80 tons. Ikke noget at sige til, at Arbejdstilsynet havde været på besøg angående tunge løft.

”Gulvet i nordhallen er det eneste, der bliver dækket til, for nutidens krav til overflader er andre end førhen - bestemt af den brug og funktion, som hele bygningskomplekset får”. (Arkitekt Finn Larsen)

I den østlige del op mod hovedbygningen er der begået en fejl, så hele slidlaget skal i den del af hallen laves i hånden. Betoneren Børge Rasmussen med lærlingen Johnny Arland og mureren Niels Nymann slider i det. Niels siger: ”Det er hårdt for knæ og ryg, som belastes. Man trækker af med ryggen. Det er hårdt at ligge på knæ en hel dag. Styrketræning er godt for kroppen, så kan man bedre tåle belastningen.”

Tømreren retter stålpiller til. For når der først er støbt gulv ind omkring de cementspånplader, der er sat op nederst mellem stolperne, kan disse ikke længere rokkes den mindste smule. Vi taler om byggeriet nu, hvor han sidder som i en skov af stålpiller: ”Hvis man tog nogle andre briller på, kunne man se, at det er smukt. Men det er kun midlertidigt. Alt bliver skjult ret hurtigt. Står kun sådan ganske kort tid. Men se dér: Stålet får et eget udtryk, dér hvor den stærke lampe lyser.”

Nordhallens vestligste afsnit er det sidste, der får rum i rummet, og indtil da er det opbevarings sted for materialer, så arbejderne går fra og til som tømrerne Finn Sørensen og Søren Kristensen. De har arbejdet sammen i 12 år. Det er også dem, der kommer til at bygge det rum op i den del af hallen, som bliver metalværksted i Byens åbne værksteder. Da jeg møder dem den 26. oktober 2011, siger Søren: ”Det her skal fotograferes!”

Med geringsav skærer han i regler og forskallingsbrædder riller, så træet kan bøjes, ”så vi kan følge arkitektens tegninger. Så arkitekten kan få sin vilje”, føjer han grinende til. ”Det tager tid. Og det er sjovt at lave og at lugte lidt af savsmuld.” Sådan genkalder han sig ”tømrerfagets hemmeligheder gennem 2000 år”, her en gråvejrs onsdag i oktober.

El-liften skal til hjælp, for billedet skal tages helt nær på. Beslagene tjener som støtte for efterfølgende vandrette lægter med isolering og Troldtekt imellem. Og derfor går det, som makkeren Finn siger: ”Alt det vi laver, bliver gemt.”

”Det er overfladerne, der skaber en bestemt rumklang. Vægbeklædningen er optimeret totalt her. Alle vægoverflader er beklædt med lydabsorberende overflader. Alle værksteder har fået Troltekt på væggene og forneden nogle komprimerede cementspånplader, der skal kunne klare slid. I akustiskregulerende materiale skal man have huller, der tillader lyden at gå ind og blive dræbt inde i hullerne. Troldtekt har netop små huller i sig, og så har det bagvedliggende materialer, der dræber lyden.” (Arkitekt Finn Larsen)