Vælg billedserier her

Nedbrydning og opbygning følges ad. En dag ligger pludselig noget bemærkelsesværdigt smukt og fylder gangen på stilladset. Det gamle kobbertårns plader er taget ned og vender vrangen ud, så spor af fortidige kobbersmedes virke kommer for en dag. I det skjulte har et utilsigtet kunstværk udviklet sig gennem 90 års påvirkning af vind og vejr. Synligt bliver det først den dag, det skal skrottes og give plads for et nyt tårn.
”Det er et gammelt håndværk, så gammelt som blikkenslageren,” siger Evan Friis, der har arbejdet med kobber i 25 år og har lært det i Sverige. Han er en af de sidste, der kan håndværket i ordets egentlige betydning – håndens virke.

”Man skal se fremad, have ideen til, hvordan det kommer til at se ud. Når man slår, skal man have forestillingen om helheden, ellers slår man buler. Så skal pladen af igen og rettes ud. Man skal forholde sig til strukturen i kobberet og til formen, som den skal blive. Evan kan slå én gang – det rette sted, hvor vi slår to til tre gange for samme virkning. Skønheden i kobberet lægger man mærke til første gang, men derefter er det noget, der skal laves.”

"Kobberpladen tilpasses kuplen på stedet og formes med hammer og tang."

"To stykker kobber, der skal samles, bukker man rundt i en fals eller dobbeltfals, som svarer til en søm. Falsningerne bevirker, at kobberet kan bevæge sig mellem kulde og varme."

”Træformen repareres og bliver beklædt med stof, så træet kan ånde, og der ikke dannes kondens."

"Ujævnhedernes mørke skygger skyldes opvarmningen, når det er hamret for hårdt, eller når det er blevet for hårdt og endnu ikke har fået den rette form. Selve ujævnhederne nær falsningerne skyldes, at det er blevet spændt ud over formen. Det vil glatte sig ud i løbet af et par år i sol."

"Rundingen på toppen af spiret er banket ud i hånden. Jo mere man slår, jo hårdere bliver det. Man hærder kobberet ved at slå på det. Man kan varme det op og starte forfra, fordi det bliver blødt af opvarmningen. Bukkeprocessen foregår på værkstedet med en bukkemaskine. Derefter bruges tang til at lave hak med, så formen bliver mindre, man ’stukker’ i modsætning til at banke, så den bliver større.”

”I 90 år har de stået – siden 1921. I mange år skal de stå. Det laves kun én gang i vores levetid. Materialet er uforgængeligt.”