Transformation af Godsbanen: Sammendrag af interview med arkitekt Torben Østergaard, 3xNielsen A/S

Sammendrag af interview med arkitekt Torben Østergaard, 3xNielsen A/S

27. januar 2012

Når man skal bygge nyt i sådan en sammenhæng som Godsbanen, er funktion og kontekst selvfølgelig afgørende.

Ser man på stedet i en bymæssig sammenhæng, kommer projektet til at lave en ny forside til Aarhus. Det var et hengemt sted, et sted, man ikke kom. Det har ikke været åbent for publikum. På alle måder en bagside. Det har været en underlig skuffelse, at den akse, der fører gennem Scandinavian Congress Center, som er en offentligt tilgængelig bygning, ender i en parkeringsplads og et rangerterræn. Da er projektet her en mulighed for at revitalisere hele området. Samtidig sker der ting på Ceresgrunden, som kunne gøre, at det område også bliver åbnet og skaber forbindelser på begge sider af Godsbanen. Der kommer et flot forløb. Så det her sted skal ses som det første skridt i udviklingen af en hel bydel og en bydels identitet.

Det unikke ved dette bydelsprojekt er bl.a., at man starter med kulturbyggeriet som motor for udviklingen. På en måde er det et eksperiment. Lokale kræfter skal mødes: professionelle og amatører, forvaltning, formidling, produktion. Det samlede anlæg skal give udtryk for, at der sker der noget for Aarhus, for kulturlivet. Hvordan griber man det an som arkitekt? Det, der optager os, er fortællingen om, hvordan man skaber liv og synergi. Man kan stille tingene ved siden af hinanden, holde tingene funktionelt adskilt. Det, vi har prøvet, er at få tingene til at glide sammen. Den nye bygning, som ligger mellem de to haller, indgår som et sted, hvor alting bliver knyttet sammen, funktionelt og socialt. Det er et sted, hvor liv skal udspille sig.

Når man er arkitekt, der har med fine gamle bygninger at gøre, hvad gør man så? Man kunne vælge at være meget forsigtig og andægtig, eller man kan sige, at en måde at vise gamle bygninger respekt på er ved at vise det bedste, vi kan nu. Selvfølgelig under hensyn til det eksisterende.

Man kommer til at kunne bevæge sig mellem det nye og gamle, så man kan opleve dem sammen. I de første mange år bliver sydhallen en slags lobby for hele området. Publikum vil bevæge sig igennem den og sige: ”Det var ellers en fin hal.” Så vil det være ærgerligt, hvis de, når de kommer ind i den nye, får en skuffelse over arkitekturen. Den nye bygning er lavet i respekt for den gamle, men skiller sig klart ud.

Der er et fælles tema i de tre gavle. Den geometri, som nybygningen er skabt efter, udtrykker sig i facaden mod vest, der i sin beklædning bliver opløst i trekanter og diagonaler. Så nybygningen forsøger at komme med et aktuelt, nutidigt, opfriskende formsprog, som kan matche det eksisterende.

Det hele er meget skarpt. Det er rette former, der er foldet. Ingen krumme. Hvad er det for en gestalt? Den måde, taget er foldet på, minder om vingerne på en sommerfugl, der lige er landet, eller måske et flyvende tæppe, der ligger over de funktioner, som er under. Der opstår en forbindelse fra det åbne landskab, fra sporterrænet mod vest ind over bygningen og ind i den indre gård,

Førhen var hovedbygningen dækket mod vest, rent funktionelt betinget: sporet endte der. Alt gods skulle herigennem. Der er en rasende energi i godstransport. I 1972 løb en godsvogn løbsk og endte inde i en lejlighed i Skovgaardsgade. Den energi vil vi også gerne udtrykke. Vi lader bevægelsen fortsætte ind over den nye bygning, så den kommer helt derind, hvor den oprindeligt kunne komme.

Vi ser taget som en helt ny byrumstype, som et sted, der ved sin særlige geometri udfordrer den traditionelle opfattelse af bygningers funktionalitet. Men det er vigtigt at tagfladen er et særligt tilbud, hvor man ikke nødvendigvis skal bevæge sig hen, men hvor man kan bevæge sig – en mulighed. Man kan se det som et meget stejlt landskab, man kan gå ud i. Det håber vi også, at man vil gøre. Der er sat ekstra høje værn op, så man ikke kan komme galt af sted. Det er ikke en legeplads.

Indgangen i vest er tænkt som hovedindgang, når bydelen først er udviklet.

Mod vest rager nybygningen op over hallerne. Og man kan spørge: Hvad er meningen med den spids? Ja, hvad er meningen med kobberspir? En by lever af dybde. Ved at noget stikker op, får man en oplevelse af, at der er noget, der ligger foran og noget bagved. Hvis man bevæger sig op på tagets spids, får man et helt nyt perspektiv på Aarhus. Det er en af fiduserne, at ud over, at man får dækket et areal til, som forbinder de gamle bygninger og skaber et bevægelsesrum og aktivitetsrum under det, så tilbyder taget en helt ny type oplevelse af en geometri, der er lige så stejl i Botanisk Have eller på Møens Klint. Når man bevæger sig op på toppen af taget, kan man se ud over baneterrænet.

Vi har ikke haft mulighed for at arbejde med vanvittig luksuriøse materialer eller fint ciseleret træskærerarbejde – det var pengene ikke til. Men vi skulle lave et hus, der kunne rumme nogle funktioner, der krævede højde. Og det er udtrykt i en skulpturelt formet arkitektur, og det mener vi på netop dette sted er i respekt for de eksisterende bygninger.

Man kunne have lavet taget i mange materialer. Vi var meget tiltrukket af forestillingen om, at det er et tæppe eller en form, der lægger sig ned over noget andet. Det må gerne få noget plastisk over sig. Vi er meget glade for, at det lykkedes at støbe det i beton, som faktisk giver det samlede forløb. At bruge beton på oversiden har vist sig at være en stor teknisk udfordring for dem, der skulle lave det. Der har været talrige diskussioner, før man fandt den rigtige løsning. Vi er også enormt glade for den måde, det er støbt på. Man kunne have valgt en anden type forskalling, men bræddestrukturen giver stoflighed og nærvær. Samtidig er det ikke en bygning, man skal være forsigtig med. Det er en bygning, der kan tåle ”at stå ude om natten”. Det her sted skal kunne tåle at blive brugt. Det skal ikke være et forfinet, raffineret luksustempel, men et sted, hvor folk kan komme og slå sig løs og udtrykke sig.

Betonen opfatter man normalt som meget grov. Men den måde, betonen er faldet ud på, har netop finheden i sig. Den er fuld af detaljer, små steder, hvor betonen er løbet ud mellem forskallingsbrædderne, så der er opstået en lille organisk dims. Det opstår netop. Man skal nemlig være klar over, at når man går i gang med sådan noget beton, så sætter man en naturproces i gang, som involverer menneskers indsats og betonens måde at hærde på, temperatur, sand, tilsætningsstoffer og alt det, som man blander sammen. Vi synes, betonen er både grov og fin. Det er meget, meget fin beton fuld af oplevelser, små grater. Der er også nogle steder, hvor noget stikker ud. Skal man foretage reparationer? Nej – man skal ikke foretage sige noget som helst. Det er, som det er, færdigt.

Det er lykkeligt, at taget endte med at blive udført med beton på både undersiden og oversiden, så man kan forstå formen som en sammenhængende form, betontæppet. Man har fået en foyer, som er meget større, end bygherren oprindeligt bad om. Vi har taget alt, hvad der hed foyer, gange og forbindelseslinjer, og arrangeret rummene ud i hjørnerne, så man kan komme til alle rum fra ét centralt sted. Så kan man lægge arealerne sammen og få et større rum, der kan bruges til noget. Det giver fleksibilitet, og det giver nogle rumlige oplevelser, man bliver stemt på en anden måde, når det er så stort et rum med højt til loftet – og tillige varierende højde. Lofthøjden i det samlende kryds varierer fra 0-15 meter. Den dynamik håber vi kan stemme brugerne til at tage imod den type oplevelser. Der er to steder, hvor taget eller loftet diagonalt går til jorden. Det er det mest dramatiske – den måde, taget er foldet på. Når man kommer ind i det her rum, skulle brugerne gerne spørge: ”Hvad sker der her?” De begynder at undre sig og tænke over tingene og få ideer. Godsbanen skal være et sted, hvor der opstår nye ideer. Den tanke skal arkitekturen forsøge at understøtte.

Et rum, som er så højt og har den geometri, gør i sig selv noget ved akustikken. Loftet er næsten porøst, og der forsvinder lyd ind i alle sprækker, den diffuserer. Akustikbeklædningen kunne vi måske have ventet med, for vi ville egentlig hellere være gået lidt mere forsigtigt til værks i forhold til at beklæde det rå rum.

Transformation kan forbindes med sporskifte. Noget forvandles fra en tilstand til en anden, bliver omsat, oversat, bearbejdet, så det kan noget andet. Tranformationen handler mest om det samlede anlægs nye status, om at læse og forstå stedets muligheder. Der er mange transformationer: Man tager en bagside og gør den til en forside, man vil bebo noget, som har været sporareal. Bare det, at noget går fra at have én funktion til en anden, er jo i sig selv næsten nok.

Når alle gode kræfter slår sig sammen, bliver der holdt møder, præsenteret, diskuteret, udvekslet og bygget fantastiske ting, lavet fejl, smuttere og svipsere, heldige sammenstød og uheldige sammenstød. Alt det foregår i sådan en byggesag, når nyt og gammelt skal finde sammen. Så håber vi, at det, der opstår ud af den meget lange, komplicerede, krævende, hårde og dyre proces, som har involveret en masse menneskers input og handlinger og beslutninger og gode vilje, at dét bliver taget godt imod af dem, der ender med at skulle bruge det, at de ser mulighederne i det.

Dette site er støttet af: