Transformation af Godsbanen: Sammendrag af interview med projektleder Lars Davidsen

Sammendrag af interview med projektleder Lars Davidsen

Sammendrag af interview med Aarhus Kommunes projektleder Lars Davidsen
16. februar 2012

DSB rykkede ud af Godsbanegården i slutningen af 1990’erne, og i 2007 købte Aarhus Kommune de bygninger, som det nu drejer sig om.
Kommunens vision går på to ben: byudvikling af området og kulturproduktionscenter. Godsbanen indgår i en grøn zone, som også er en kulturzone, der som en ring strækker sig fra parkerne omkring Aarhus Rådhus og Musikhuset, gennem Botanisk Have og Den Gamle By til Ceres-arealet. Derudover ligger Godsbanen som et skæringspunkt i zonerne dér, hvor det grønne strøg fra den gamle Aarhus Ådal rammer ringen som en korridor langs banelegemet. Den er forbundet med Aarhus Å, der løber ud i Brabrandsøen. Godsbaneprojektet forbinder således dette ådalsområde med de to sammenfaldende zoner, og det er just den overordnede byplanmæssige idé med det.
Realdania kunne med sin filantropiske virksomhed se ideen med at omdanne en gammel godsbanegård og et gammelt godsbaneareal til en ny bydel til glæde for borgerne. Projektet skaber nemlig ”nyt liv i gamle huse og giver derved den fysiske kulturarv en levende fremtid på et økonomisk bæredygtigt grundlag”. Samtidig var et meget væsentligt element, at Godsbanen ligger så centralt midt i Aarhus, at projektet kan ændre på en vrangside af byen set fra Scandinavian Center og Musikhuset.
Vi har været rundt mange steder og kigget. Kulturudvalget har været på kabelfabrikken i Helsinki, som var til inspiration. Efterfølgende har vi været i Amsterdam på NDSM-værftet og forskellige andre steder. Så har vi plukket det, vi synes har virket. Men der er ikke noget som Godsbanen. Det mærker vi også på den måde, at der er mange, der gerne vil høre om det.
Kulturpolitisk fokuserer kommunen på produktion af kultur frem for præsentation af kultur, dels fordi man har rigtig mange præsentationsfaciliteter rundt omkring i byen, dels fordi man ønsker og forsøger at få kulturen til at være primus motor for denne del af byudviklingen.
Mens bygningerne stod tomme, har forskellige grupper lejet sig ind. De har også virket som pilotprojekt i forhold til, hvad man skal være opmærksom på, når man bygger om, hvilke behov der også skal imødekommes. De erfaringer har været med til at lægge grunden til, hvad et kulturproduktionscenter kan være.
Sideløbende har vi holdt møder, lavet praktiske workshops for at få input til, hvad sådan et sted skal være. Kulturforvaltningen har været tovholder på det hele og har skullet få interesserne fra Realdania, Aarhus Kommune, den politiske styregruppe, byrådet og miljøet til at gå op i en højere enhed – men heller ikke mere ”højere enhed”, end at der skulle træffes nogle valg om mål og idé. Dermed sier man også grundlæggende noget fra og lægger noget til.
Vi har da valgt et projektsted mere end et sted baseret på lejemål. Man kan rykke ind og ud, når man skal producere noget, ikke bare til Godsbanen, som var det en traditionel institution, men i forhold til hele byen, regionen eller udlandet. Der er også tænkt i forhold til at kunne bryde institutionsgrænser op. Stedets historie rummer en stærk fortælling om, hvad det er for et sted, man vil have. Den gamle banegårdstanke med gods ud og ind kan overføres til kulturproduktion ud og ind med forbindelser til det omgivende samfund og til verden i det hele taget.
Det mentale billede indebærer, at man skal kunne se ideen i at samarbejde og være villig til at opgive nogle af sine egne barrierer, fordi man til gengæld får nogle fælles faciliteter. Man skal sigte mod Godsbanens bedste. Foretrækker man at lukke sig om sig selv, så er det ikke det rigtige sted. Nu får vi se, om det kommer til at virke. Det er et eksperiment.
Netværkstanken gennemsyrer både organiseringen og selve indretningen. Man har lavet ni gæsteboliger og en handicapgæstebolig til folk udefra, der vil lave projekter. Så bliver det også lettere at få internationale samarbejder til at lykkes. Bruger man boligerne, er man forpligtet til at snakke med de andre og lave noget for dem. Der er en forpligtelse for begge parter til at sørge for netværksdannelsen.
Mange af produktionsfaciliteterne er grundlæggende, ikke raketvidenskab. De har vand og strøm, de er lydisolerede, og der er forskellige muligheder for at mørkelægge. Ellers står de, som de står, temmelig rå og fleksible. Og så er det op til dem, der kommer ind i dem, at udfylde dem. Man skal hele tiden tænke: ”Hvad kan man bruge de her rum til?”
Desuden er der projektkontorpladserne, som de er udviklet i det tidligere Kulturhus Aarhus. Tankegangen er den samme, men nu indgår de i en større sammenhæng, hvor faciliteterne er tænkt for hele byen. Tilsvarende er Husets Værksteder kommet ind i en større sammenhæng og hedder nu ”Byens åbne værksteder”.
Det hele er bygget op om begrebet ”kulturelle kompetencer”. Derfor har man oprettet tre fagligt orienterede centre: for litteratur, billedkunst og scenekunst. Aarhus Kommunes kulturforvaltning, der har kompetencer til at navigere i det politiske og offentlige system, er flyttet ind i hovedbygningen.
Ved at kalde Godsbanen kulturproduktionscenter lægger man op til diskussioner om kulturproduktion i forhold til kunstproduktion, produktion i forhold til præsentation, produktion i forhold til forskning og endelig vækstlag i forhold til professionelle. Heri ligger hele dynamikken: Kan man have et sted, hvor de kan mødes? Og vil de mødes?
Der er ikke noget, der på forhånd er allervigtigst. Det væsentlige er, at man kontinuerligt definerer det. Det har været ideen med at lave byudvikling og kulturproduktion på en anden måde.
Dette site er st√łttet af: