Transformation af Godsbanen: Sammendrag af interview med arkitekt Finn Larsen

Sammendrag af interview med arkitekt Finn Larsen

Sammendrag af interview med arkitekt Finn Larsen, Exners Tegnestue A/S, nuværende E+N Arkitektur A/S
21. juni 2011

Vi begynder altid med at holde en workshop i bygningen. Hvad kan bygningen? Inden i vores hoveder tager vi med røntgenstråler alt det bort, som vi mener, bygningen lider under, og så får vi den originale substans tilbage. Derefter går vi rundt i det nye, sådan som vi forestiller os det. Vores arkitektur dannes af stedet, og vi bygger i den ”familie”, der er.

Vores hovedidé er at efterlade bygningerne på samme måde, som da vi kom til dem. De ting, vi kommer ind med, laver vi, så de er reversible. I teorien kunne man demontere alle de nye bygningsdele, og så ville den arbejder, som havde haft sin sidste arbejdsdag på Godsbanen som godsbanegård, kunne tage på arbejde igen, hvis bygningerne skulle tilbage til den funktion. Så vi har på en måde respekteret kulturarven: bygningens originale substans plus det slid, der har været.

Som udgangspunkt bruger vi Johannes Exners fire nøgler til restaurering (se artiklen af Johannes Exner: ”Den historiske bygnings væren på liv og død”). Vi ser på, hvad der er originalt i bygningen. Nord- og sydhallen fremstår originale og autentiske. Autenticitet, den ægthed, som bygningen fremtoner med, har også noget at gøre med det slid, den har taget på sig i den tid, den har levet. Og hallerne var i princippet så autentiske, som man kan få en bygning. Fraset tagetagen forholdt det sig anderledes med hovedbygningen.
Til de fire nøgler hører som en samlende synsmåde narrativiteten. Det er den fortælleværdi, som det hele giver – en bygnings personlige karakter, som den har erhvervet sig gennem tiden. I hallerne er det i princippet sporene af folkene i kedeldragterne, der har kørt rundt og kørt på og lavet skrammer og ridser. Solen har patineret overfladerne og givet dem deres karakter. Den er tydeligst i nordhallens facader, der er som en bog, hvor man i stedet for at læse bogstaverne kan læse murstenene som bygningsarkæologiske spor, der fortæller om de forskellige ombygningsperioder og bygningens skiftende identitet. Det, vi er kommet med, er glas i portåbningerne. Og så har vi genindsat fem vinduer, som er meget karakteristiske for facaden, idet der opstår et spil mellem det mørke, røde murværk og de hvide, småsprossede vinduer. På hovedbygningen fremstår fugerne med det slid og med den patina, de har fået. Man har kunnet nøjes med at fuge om partielt, og det skaber en bedre fortælling om bygningerne, idet de får lov at leve med det slid, de har.

Narrativiteten ligger nu også i de små ændringer, vi har lavet, som fx nye huller til elevatorer og en lille gennemgang mellem nordhal og hovedbygning. Men vi har lavet så få indgreb som muligt for at sikre kulturarven og den originale bygning som det vigtigste.
At få forholdet mellem arven og de funktioner, der skal være i bygningerne, til at forenes, det var den lange kamp, kan jeg godt sige. I konkurrencen var det en kamp at sikre, at funktionerne fik den rigtige plads i forhold til ønskerne om sammenhæng mellem dem, men også i forhold til de originale rum, når vi havde nedtaget alle skillevægge, der var kommet til. Det er altid nemt at bygge nyt, men det er svært at få analyseret, hvilke funktioner der har det bedst i den originale substans, og så få dem til at passe ind, så de også funktionelt og med hensyn til lyd og dagslys vil komme til at passe med hinanden.

Alt er lavet reversibelt, så hvis ombygningen funktionsmæssigt ikke er i orden, så har arkitekten ikke ødelagt den originale substans for evigt. For at indrette garderober, toiletter og andre nødvendige funktioner har vi i hovedbygningen opsat lette vægge, som i princippet også kan nedtages, ligesom vi kunne tage dem ned, som var der før. Hvad angår narrativiteten er i princippet alle detaljer bevaringsværdige, når man ser bort fra de bygningsdele, der trænger til udskiftning så som tagsten og kobberinddækninger. I hovedbygningen er det, der lider mest, nok de gamle døre, som var få. De kan ikke klare nutidens krav til døråbnere og tyverisikring, ej heller brandtekniske og lydmæssige krav, så de kunne ikke efterlades.
Vi har også forsøgt at få mange rum til at ligge sammen, så man ikke får for mange døre i bygningen, og så man har en visuel kontakt, både vertikalt og horisontalt. Det var også en del af konkurrenceforslaget, at de rolige rum er i tagetagen, og når man så bevæger sig længere og længere ned, bliver det mere og mere uroligt, til man når til det voldsomt urolige, hvor den hårde musik bliver spillet i koncertrummene i den nye bygning.
Der bør være forskellighed i rumklang, sådan at man får forskellige rumoplevelser, når man går rundt. I gangarealerne og i trapperummene vil der være næsten katedralstemning, fordi man har lang efterklangstid. I kontorerne vil der være den efterklang, som man kræver i bygningsreglementet for at få et godt arbejdsmiljø. Hertil medvirker også møbler og andet inventar.
Den arkitektoniske akustik kan man sammenligne med den blindes forhold til rum. Den blinde kan opleve rummene og danne sig et billede af, hvad det er for et rum. Hørelse og syn hænger sammen. Alt det, jeg beskæftiger mig med, har jeg arkiveret på spoler inde i mit hoved – både båndoptagelser og film. Det er arkitektens evne, at han fastholder nogle stemninger enten i lyd eller i billeder fra forskellige steder og forsøger at transformere dem til andre steder i form af arkitekturprojekter.
Fra begyndelsen aftalte vi, at 3xNielsen skulle skitsere nybygningen, og vi skulle lave de andre dele; men vi arbejdede sammen. At der var fælles diskussioner både om nybygningen og de andre dele, det er der ingen tvivl om.
Ideen var, at det nye ikke måtte blive for voldsomt. Og så opstillede vi nogle kriterier for, hvordan man skulle respektere kulturarven. Det ene var, at der skulle være en respektafstand mellem hovedbygningen og den nye bygning, så man kunne få hovedbygningens facade til at indgå i nybygningen som en oplevelse. Siden banen blev anlagt, havde senere tilkomne bygninger lukket for den mulighed. Men nu blev det foreslået at rykke nybygningen tilbage, så man får hovedbygningen at se.

Det andet var, at bygningen ikke måtte have fladt tag, for det ville forhindre muligheden for at se nord- og sydhallen, deres tage og deres detaljer. Derfor kom ideen om trekanterne frem, hvor noget er under, og noget er over, så man får mulighed for at se dele af hallerne.
Hertil kom tanken om at få banen til at stoppe helt inde ved hovedbygningen, så naturen fra Brabrandområdet bliver taget med ind. På den måde er der en funktionel sammenhæng mellem det nye og det gamle som mellem hovedbygningen og nordhallen.
Det nye får sit eget liv og sin egen karakter i forhold til kulturarven, men vi ville nok have lavet det anderledes. Vi ville have lavet en ikke-bygning, en bygning, som er neutral i forhold til kulturarven. Vi ville have været anonyme. Men det er ikke oppe i tiden. Det er nemmere at lave en regnbue.

Forholdet mellem det nye og det gamle er blevet et flot statement: en mellemting mellem det at lave nybygning i byerne, hvor man underordner sig naboerne, og det at tillade, at der kommer nye ting til. Det skal man nemlig tillade sig. Og det er dér, grænsen er hårfin i den diskussion, vi har haft her og nu. At taget ikke måtte være fladt, skyldes også, at banen er horisontal, der er en masse horisontale linjer, og den lange hal er også karakteriseret ved horisontale linjer. Det er skrå linjer, der kommer frem her. Det er sådan set ganske flot.
Hvis du betragter det bageste af nybygningen som en spids, der kommer op, så kan den have en dialog med hovedbygningen, hvor der er tårne og spir. Om den så er det nye tårn? Arkitektur skulle gerne skabe en dialog og en drøftelse hos beskuerne om de her ting. Og man skal også have lov til at provokere. Det er sådan set skismaet i det her: Hvor skal man provokere? Hvor kan man tillade sig at sætte objekter i forhold til kulturarven? Og det er en balancegang, der gives ikke noget entydigt svar.
Provokationerne ligger i formen, i forholdet mellem det nye og det gamle. Det er en form for skulptur, der står mellem de gamle bygninger, og som man kan beskue i forhold til omgivelserne og så spørge: ”Kan man lide den skulptur eller ikke?” Det er ikke alle, der skal kunne lide den skulptur. Hvis de synes, den er grim, så synes de, den er grim, sådan er dét.
Volumen er en del af kriterierne for det at være ydmyg over for kulturarven. Man kan også provokere kulturarven. Det har vi så gjort her. Den provokation må man betragte og se, om gammelt og nyt klæder hinanden. Fra Ringgadebroen kommer man bedst til at se det indbyrdes forhold.

Alle er glade, når man kun laver gamle bygninger i det gamle bygningsmiljø og nye bygninger i de nye. At føje dem sammen er der normalt en kæmpekonflikt i, og det er den, der er svær at håndtere. Nu må vi se, hvordan det går. Den største oplevelse, du har af en bygning, er, når du kommer der første gang, og der skal ske noget. Så er alle sanserne i brug. I forhold til en nybygning og en kulturarv skal man ikke være forhåndsindtaget. Man skal komme med åbne øjne og se, hvad er bedst i forhold til stedet, til omgivelserne og naboerne.
Æstetikken og bygningsværket bør bedømmes uafhængigt af alle reaktioner, og derfor bør der gå mindst ti år, før man siger, hvad man synes om det her byggeri. Funktionen er en del af det. Hvordan fungerer bygningen? Hvordan er oplevelsen af at være i bygningerne? Der går et år, inden man finder ud af, hvordan man arbejder i bygningen. Efter ti år kan man spørge: ”Fungerer det? Forstår man det?”
Det er godt, at Godsbanen overlever, at den gamle fortælleværdi ikke går bort, men bevares for byen.
Dette site er st√łttet af: